Plakatophængning i Estelí – en del af vores oplysningskampagne for et kvindeherberg

Reklamer

Hvad er rejsebreve?

I bjælken øverst, er der nu 4 “sider” med de rejsebreve, som Nicaraguabrigaden 2012 har sendt hjem til DK igennem de sidste 4 måneder. De blev sendt til bekendte, venner og familie som har købt et “abonnement” på vores rejsebreve for min. 150 DK kr.
For de penge vi på denne måde indsamlede, har vi kunnet realisere de projekter vi har haft i tankerne, og vi er kommet rigtig langt for de penge! Tusind tak til ALLE der har støttet os.

Nu ligger rejsebrevene så også her på bloggen, så interesserede, tidligere og ikke mindst fremtidige brigadister også har fornøjelse af dem!

/Karen

Slut på brigaden 2012 :(

Så har brigaden 2012 nået sin ende. Vi er alle sammen blevet ældre, mere erfarne, klogere på os selv og hinanden og ikke mindst et par kilo tungere!

Vi afsluttede byopholdet i Estelí med et brag af en event i den Centrale Park d. 4. maj, med musik, dans, teater og en kyssebod – alt sammen for at sætte fokus på kampen mod vold, og for at gøre opmærksom på herberget’s eksisteren. Vi tilbragte den sidste weekend sammen med vores familier, og fik sagt ordentlig farvel.

Mandag morgen d. 4. maj tog vi mod San Juan Del Sur nærmere bestemt Playa Hermosa lidt uden for byen, for at holde evalueringsuge.

Hvis I forestiller jer en øde strand med vild natur og kæmpe klipper i havet, mens sorte pelikaner svæver over de brusende bølger i deres forsøg på at fange fisk, og havskildpadder er på vej op på stranden for at lægge æg – Ja, så har i faktisk Playa Hermosa. Tilsat scenerne fra det Amerikanske ”Robinson Ekspeditionen”, som faktisk blev optaget her 2 år i træk.

Her skulle vi evaluere hele vores brigade-ophold fra ende til anden, og det kom vi til at bruge en hel del timer på. Formiddagene gik med at evaluere, eftermiddagene med at ligge på stranden og læse gode bøger, og aftnerne med at drikke lidt god rom og nyde den sidste tid sammen. Til at starte med troede vi, at vi havde masser af tid til at slappe af og bare læse, men nææh nej, pludselig hørtes en klar røst: ”Der er B-R-E-E-V!” Der gik totalt Paradise Hotel i den, og brevene offentliggjorde forskellige opgaver og aktiviteter til udførelse af de begejstrede brigadister. Bl.a. blev der optaget små videoer fra brigadeopholdets højde- og lavpunkter, der blev spillet beachvolley, og inviteret til afsluttende gallamiddag med award show.

Alt i alt en skøn uge med tid til både seriøst arbejde og fjolleri.

Lige nu sidder vi tre i Condega (Linn, Marlene og Karen), vi ved, at to er i El Salvador (Thue og Esben), en er i León (Tine), tre er tilbage i Danmark (Anne, Anemone og Marie), tre er i Granada (Mathilde, Christian og Elina) og en er i Matagalpa (Myr). Det er mærkeligt nu, at være spredt for alle vinde, men vi følger stadig med i hinandens færden.

Nicaraguabrigaden 2012 er endnu ikke slut. Vi har et oplysningsprojekt der venter i Danmark – noget med nogen plakater og en kogebog – men hvad det præcist bliver, må tiden vise.

 Vi glæder os til at komme til Danmark og samle brigaden, for vi har oplevet noget, der knytter 13 meget forskellige personer sammen.

OG – hvis du derude overvejer at tage på brigade: SÅ GØR DET! (du kommer ikke til at fortryde!)

 

/Marlene, Linn og Karen

 

(Nu er Nicaraguabrigaden 2012 godtnok slut, men det betyder ikke helt farvel til denne blog. Der vil fortsat komme billeder og video op på bloggen, da NOGEN brigadister er lidt sløve i betrækket:P)

Kontraster

At flytte til byen Estelí efter at have boet i den lille landsby El Tigre, har virkelig vist mig hvor store kontrasterne i Nicaragua er.

Den første store kontrast kunne ses meget hurtigt da min søster hentede mig, og tog mig med til deres hus. Jeg trådte ind igennem en lille butik med en babersalon ved siden af, og ind i .. ja .. nærmest en balsal. Ihvertfald i forhold til det jeg kom fra. Klinker på gulvet, stort, lyst og åbent rum, med værelser hele vejen rundt. I midten et stort spisebord af træ, med flotte, flettede stole til og 6 fugle i bur. Dette var mit første indtryk, og derefter blev jeg vist ind på mit helt eget værelse – to senge, sengeborde, flisegulv og et tøjskab. Jeg var helt overvældet og kunne slet ikke forholde mig til at skulle bo sådan.

Jeg kom fra mad lavet over bål, feltseng, og 5 elektriske pærer med energi fra solceller til mad lavet på 2 komfurer, en blød boxmadras og elektriske apparater overalt. Man vender sig dog hurtigt til toilet med skyl, trådløst internet og at der ligger butikker lige uden for døren.

En af de store forskelle er, hvad man bruger sin tid på. I landsbyen arbejdede min far hårdt i markerne, så familien kunne få majs og bønner – de to grundsten i al madlavning på landet. Min mor tilbragte hele dagen i huset med at ordne vasketøj, lave mad osv osv. Alt dette arbejde er nødvendigt for at leve og få mad på bordet. her i Estelí er tingene meget anderledes. Min mor laver kun lidt mad en gang imellem – det gør mine 2 søstre til gengæld. I huset bor 2 venner af familien, som tager sig af næsten al opvask og rengøring. Når vi mangler mad kører vi i en af familiens 2 pick-ups på marked eller i “Maxi-Palí”. Så rollerne er meget anderledes fordelt her. Derudover føde faren for 7 år siden af kræft. Ud fra de historier de har fortalt om ham var han en stor mand – gjorde meget for at hjælpe i de fattige kvarterer i Estelí, og hver uge rensede han den lille swimmingpool familien har på en gård imellem 4 af de fattigste kvarterer, så børnene kunne komme og bade. Han var også pastor i en evangelisk kirke, og her er en stor lighed mellem mine to familier. De er begge meget religiøse, og går meget op i kirken.

Viljen til at hjælpe dem der ikke har så meget som en selv, og smittet meget af på især mine to søstre. De er begge meget aktive i en ungdomsklub og har været med til at lave en stor kampagne sammen med forskellige skoler om menneskehandel. Det er også de to der holder gården ved lige, og den bliver brugt jævnligt til kirke og små festivaller og events. Jeg synes det er så fedt at se, hvor engagerede de er, og det er meget beundringsværdigt at selvom de er så rige, og egentlig bare kunne vende det blinde øje til, så gør de det ikke. For Nicaragua er et fattigt land, som har brug for mennesker med overskud til at hjælpe andre end sig selv. Men for at have overskud til dette, kræver det, at man ikke skal bruge alle sine kræfter og al sin tid hver eneste dag på at få livet til at hænge sammen. Men sådan lever flertallet af nicaraguanerne desværre.

En helt anden ting ved at bo i en by som Estelí er, at man som hvid ikke længere er en sensation bare på grund af hudfarven. Det er egentlig virkelig rart, men jeg skulle også lige vende mig til det i starten. Til gengæld behøver man ikke forklare så mange ting her, for folk ved godt hvordan tingene hænger sammen. Fx. hvor Europa ligger, og at det ikke er USA. Det gør bare tingene lidt nemmere, men på den anden side var det virkelig spændende at opleve landsbyen og landsbylivet, og hvordan man sagtens kan leve fint og have det godt, uden at have behov for at vide ret meget mere end hvornår majsene er modne, og hvem der tager sig af malkningen. Og også ret fascinerende hvordan man som hvid brigadist meget hurtigt kom ind i rytmen, tilpasser sig, og oplever at man jo faktisk uden de store problemer, kan klare sig fint uden alle de “nødvendige” ting vi til daglig har adgang til.

Det var en kæmpe oplevelse at bo i landsbyen. Men også at bo her i Estelí, og opdage hvor forskellige liv der leves i et land som Nicaragua.

/Karen

Projekter, projekter og atter projekter!

Lige nu arbejder hele brigaden hårdt på alle vores projekter. Vi er trætte, men glade og tilfredse når dagene går mod fyraften. Vi har gang i mange ting, men overordnet er vi delt i to hold: et hold på et herberg og et i en af de fattigere “barios” (kvarterer) her i Estelí.

Herberget er et herberg for voldsramte unge, kvinder og deres børn. Her har vi gang i to projekter: dels en oplysningskampagne og en indsamlingskampagne. Oplysningskampagnen har primært bestået af at lave nye plakater og flyers, som nu efterhånden hænger over det meste af byen. Derudover knokles der også på et vægmaleri, som primært er reklame for herberget. Det hele tegner rigtig godt! Derudover er der fuld knald på vores indsamlingskampagne, som går ud på at etablere en permanent indsamling af tøj, sko og basis-ting som fx. shampoo, tandbørster og sæbe. I skrivende stund har vi 5 indsamlingskasser ude på hoteller/hostels og har været ude på 4-5 universiteter og snakke om projektet, og der kommer også til at stå permanente kasser her. Allerede nu har vi samlet en del ting ind, og flere følger, når et lille hold igen i morgen tager ud og snakker på universiteterne!

Der fremstilles indsamlingskasser med herbergets logo og kampagnenavnet: “Acción Ya!” :

Til sidst er der også gang i planlægningen af en event som kommer til at foregå d. 4. maj i den centrale park i byen. Der kommer til at forgå mange ting – konkurrencer, tøjindsamling, teater, musik, break-dance osv osv. Vi glæder os helt vildt, og håber det medfølger at flere bliver opmærksomme på, at der faktisk findes et sted i Estelí, hvor man kan få hjælp, hvis man er i nød.

Så er der også projekterne i bario’en. Her har en lille gruppe knoklet røven ud af bukserne i den stegende sol med at lave en fodboldbane til de omkringliggende bario’s børn. Den ligger på Karens families grund, hvor de har en lille finca. Finca’en bliver brugt til lidt af hvert – til culto(kirke), den lille svømmepøl bruges flittigt af børnene, til små festivals osv. Og nu snart også til fodboldkampe på en ordentlig bane! Det var et noget større projekt en først antaget, da hele grunden er vildt ujævn, ikke i samme plan og fyldt med lerjord og tusindvis af sten. Men med lidt hjælp fra en gravemaskine og en masse hårdtarbejdende folk både fra brigaden og Karens familie, ser det alligevel ud til at lykkes til tiden, når indvielsen skal stå på onsdag d. 2. maj. Måske når vi også at male lidt – det må tiden vise.
Ydermere har vi støttet den lokale skole i bario’en med to nye latriner (da gulvet i de gamle var ved at knække, og de var meget bange for at et barn snart skulle falde igennem!), og så har vi doneret “balastre” (En slags stabilgrus/sand) som skal hjælpe med at stabilisere grunden skolen står på, når regntiden for alvor sætter ind.

For lige at remse op, så har vi gang i følgende:

På Herberget:
– Oplysningskampagne (plakater+flyers)
– Indsamlingskampagne (permanente indsamlingskasser)
– Vægmaleri
– Event i parken

Bario:
– Fodboldbane
– Latriner
– Forstærkning af grund
– Aktivitetsdag/indvielse
– Evt. malerarbejde

Det var vist det. Og vist også nok når vi skal klare det hele på ca. 3,5 uger! Det er i de her situationer det rigtigt viser sig, hvor meget man egentlig kan som gruppe. 13 mennesker der yder 100 %, tager ansvar og virkelig gerne vil, betyder, at man rent faktisk rykker noget. At projekterne som vi satte os for at lave i starten af april, bliver udført med gåpåmod og hårdt arbejde. Det er for fedt.

Og det er for fedt at være på brigade!!

/Karen

At bo i Estelí

Vi har efterhånden lært byen ret godt at kende. Vi bor ret spredt, så måden vi kommer rundt på er både på gåben, bus eller taxi hvilket virkeligt har udfordret vores stedsans. Kvartererne vi bor i er ret forskellige som betyder også at standarden af vores huse varierer meget:
fra et hus på størrelse med et skur
til et palads med plads til 2 komfur’
Meget af tiden her i byen går med vores to hovedprojekter som er en kampagne for et kvinde herberg og på én af familiernes finca (en gård lidt ude for byen) hvor der bl.a bliver lavet en fodboldbane til barrion’s børn. Vi har dog lige en siesta midt på dagen på et par timer, hvor tiden går med at gennemsøge hver genbrugsbutik i hele byen for kup – Tine fører klart med et næsten to-cifret antal af flotte kjoler!
Det er anderledes at bo i byen i forhold til noget af det andet vi har været vant til at bo i her i Nicaragua. Det er jo en by, så der er mange flere mennesker på gaden, og vi i brigaden bliver tit stoppet på gaden og spurgt om hvor vi er fra, hvad vi hedder og hvordan Karen fletter sit hår! Men det betyder også, at vi møder en masse frivillige sjæle og kreative unge mennesker som vi samarbejder med i vores projekter.

/Marlene og Mathilde