Kontraster

At flytte til byen Estelí efter at have boet i den lille landsby El Tigre, har virkelig vist mig hvor store kontrasterne i Nicaragua er.

Den første store kontrast kunne ses meget hurtigt da min søster hentede mig, og tog mig med til deres hus. Jeg trådte ind igennem en lille butik med en babersalon ved siden af, og ind i .. ja .. nærmest en balsal. Ihvertfald i forhold til det jeg kom fra. Klinker på gulvet, stort, lyst og åbent rum, med værelser hele vejen rundt. I midten et stort spisebord af træ, med flotte, flettede stole til og 6 fugle i bur. Dette var mit første indtryk, og derefter blev jeg vist ind på mit helt eget værelse – to senge, sengeborde, flisegulv og et tøjskab. Jeg var helt overvældet og kunne slet ikke forholde mig til at skulle bo sådan.

Jeg kom fra mad lavet over bål, feltseng, og 5 elektriske pærer med energi fra solceller til mad lavet på 2 komfurer, en blød boxmadras og elektriske apparater overalt. Man vender sig dog hurtigt til toilet med skyl, trådløst internet og at der ligger butikker lige uden for døren.

En af de store forskelle er, hvad man bruger sin tid på. I landsbyen arbejdede min far hårdt i markerne, så familien kunne få majs og bønner – de to grundsten i al madlavning på landet. Min mor tilbragte hele dagen i huset med at ordne vasketøj, lave mad osv osv. Alt dette arbejde er nødvendigt for at leve og få mad på bordet. her i Estelí er tingene meget anderledes. Min mor laver kun lidt mad en gang imellem – det gør mine 2 søstre til gengæld. I huset bor 2 venner af familien, som tager sig af næsten al opvask og rengøring. Når vi mangler mad kører vi i en af familiens 2 pick-ups på marked eller i “Maxi-Palí”. Så rollerne er meget anderledes fordelt her. Derudover føde faren for 7 år siden af kræft. Ud fra de historier de har fortalt om ham var han en stor mand – gjorde meget for at hjælpe i de fattige kvarterer i Estelí, og hver uge rensede han den lille swimmingpool familien har på en gård imellem 4 af de fattigste kvarterer, så børnene kunne komme og bade. Han var også pastor i en evangelisk kirke, og her er en stor lighed mellem mine to familier. De er begge meget religiøse, og går meget op i kirken.

Viljen til at hjælpe dem der ikke har så meget som en selv, og smittet meget af på især mine to søstre. De er begge meget aktive i en ungdomsklub og har været med til at lave en stor kampagne sammen med forskellige skoler om menneskehandel. Det er også de to der holder gården ved lige, og den bliver brugt jævnligt til kirke og små festivaller og events. Jeg synes det er så fedt at se, hvor engagerede de er, og det er meget beundringsværdigt at selvom de er så rige, og egentlig bare kunne vende det blinde øje til, så gør de det ikke. For Nicaragua er et fattigt land, som har brug for mennesker med overskud til at hjælpe andre end sig selv. Men for at have overskud til dette, kræver det, at man ikke skal bruge alle sine kræfter og al sin tid hver eneste dag på at få livet til at hænge sammen. Men sådan lever flertallet af nicaraguanerne desværre.

En helt anden ting ved at bo i en by som Estelí er, at man som hvid ikke længere er en sensation bare på grund af hudfarven. Det er egentlig virkelig rart, men jeg skulle også lige vende mig til det i starten. Til gengæld behøver man ikke forklare så mange ting her, for folk ved godt hvordan tingene hænger sammen. Fx. hvor Europa ligger, og at det ikke er USA. Det gør bare tingene lidt nemmere, men på den anden side var det virkelig spændende at opleve landsbyen og landsbylivet, og hvordan man sagtens kan leve fint og have det godt, uden at have behov for at vide ret meget mere end hvornår majsene er modne, og hvem der tager sig af malkningen. Og også ret fascinerende hvordan man som hvid brigadist meget hurtigt kom ind i rytmen, tilpasser sig, og oplever at man jo faktisk uden de store problemer, kan klare sig fint uden alle de “nødvendige” ting vi til daglig har adgang til.

Det var en kæmpe oplevelse at bo i landsbyen. Men også at bo her i Estelí, og opdage hvor forskellige liv der leves i et land som Nicaragua.

/Karen